Formålet med dette dokument er at give en praktisk guide til identificering af tilfælde af antisemitisme, til indsamling af data om antisemitisme, og til hjælp ved implementering og håndhævelse af lovgivning vedr. antisemitisme.
Arbejdsdefinition: ”Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, der kan udtrykkes som had mod jøder. Verbale og fysiske manifestationer af antisemitisme er rettet mod jødiske eller ikke-jødiske individer og/eller deres ejendom, eller mod det jødiske samfunds institutioner og religiøse faciliteter.
Derudover kan disse manifestationer også være rettet mod staten Israel , opfattet som et jødisk kollektiv. Antisemitisme beskylder ofte jøder for sammensværgelser imod menneskeheden, og den anvendes hyppigt til at give jøderne skylden for, ”hvorfor tingene går galt”. Den kommer til udtryk i tale, tekst, visuelle fremstillinger og handling, og anvendelse af ondskabsfulde stereotyper og negative karakteriseringer.
Aktuelle eksemper på antisemitisme i det offentlige liv, i medierne , i skolen, på arbejdspladsen og i den religiøse sfære kan – alt afhængig af sammenhængen – bl.a. omfatte:
– at kræve, hjælpe med til eller legitimere, at jøder bliver dræbt eller såret i en radikal ideologis eller ekstremistisk religions navn.
– at komme med løgnagtige, umenneskeliggørende, dæmoniserende og stereotypiserende påstande om jøderne som sådan eller om jødernes magt som kollektiv – såsom især, men ikke kun, myten om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse eller at jøderne behersker medierne, erhvervslivet, regeringen eller andre samfundsinstitutioner.
– at anklage jøderne som folk for at være ansvarlige for fejltrin, virkelige eller indbildte, der er blevet begået af et enkelt jødisk individ eller en jødisk gruppe, eller endda for gerninger begået af ikke-jøder.
– at benægte Holocaust som historisk kendsgerning, dens omfang, praktiske fremgangsmåde (fx. gaskamrene), eller intentionaliteten bag folkedrabet på det jødiske folk, udført af det nazistiske Tyskland og dets hjælpere og medskyldige under Anden Verdenskrig.
– at anklage jøderne som folk eller Israel som stat for at opfinde eller overdrive Holocaust.
– at anklage jødiske borgere for at være mere loyale overfor Israel, eller overfor de fælles prioriteter jøder i hele verden angiveligt har, end overfor deres egen nations interesser.
Eksempler på hvordan antisemitisme viser sig overfor staten Israel kan, afhængig af den overordnede sammenhæng, omfatte:
– at nægte det jødiske folk deres ret til selvbestemmelse, fx. ved at påstå at staten Israels eksistens er et racistisk foretagende.
– at være dobbeltmoralsk ved at kræve en opførsel af Israel, der ikke forventes af nogen anden demokratisk nation.
– at anvende symboler og billeder, der associeres med den klassiske antisemitisme (fx. påstanden om, at jøderne slog Jesus ihjel eller anklager om ritualmord), til at karakterisere Israel eller israelere.
– at sammenligne aktuel israelsk politik med nazisternes.
– at gøre jøderne kollektivt ansvarlige for staten Israels fremfærd.
Dog kan kritik af Israel, svarende til den, der rettes mod et hvert andet land, ikke ses som antisemitisk.
Antisemitiske handlinger er kriminelle, såfremt de ved lov er defineret som værende kriminelle (fx. Holocaustbenægtelse eller distributionen af antisemitisk materiale i nogle lande).
Kriminelle handlinger er antisemitiske, såfremt genstanden for overgrebet, det være sig mennesker eller ejendom (såsom bygninger, skoler, synagoger, og gravpladser) er blevet valgt, fordi de er (eller bliver opfattet som) værende jødiske eller forbundet med jøder.
Antisemitisk forskelsbehandling er at nægte jøder de muligheder eller den service, der er til rådighed for andre, og dette er ulovligt i mange lande.
